Besætningen og numrene
Orkestrene, danserne og boleadoras-nummeret forklaret
Hvem der egentlig står på scenen blandt La Ventanas 32 kunstnere.
Se billetter til La Ventana på GetYourGuide ↗Ensemblet
| Rolle | Hvad de gør |
|---|---|
| Tangoorkester | Bærer tangoafsnittet og de fire dansepar |
| Folkeensemble | Andinske og folkelige instrumenter til folkloreafsnittet |
| Fire tangopar | Salontango, derefter en mere teatralsk scenestil |
| Boleadoras-nummer | Gauchoens reb-og-sten-værktøj, der svinges og slås i rytme |
Tangoorkestret
Et live tangoorkester åbner programmet og akkompagnerer de fire dansepar gennem tangohalvdelen af showet og spiller den kombination af instrumenter — bandoneón, klaver og strygere blandt dem — som har båret Buenos Aires' tangoarrangementer, siden genrens tidlige orquesta típica-format fra det 20. århundrede tog form. Orkestrets rolle her er ikke så meget baggrundsmusik bag danserne som en ligeværdig del af tangosættet: La Ventanas egen beskrivelse af sit cast sætter orkestret først blandt de 32 optrædende, side om side med folkemusikensemblet, sangerne, de fire par og boleadoras-nummeret, i stedet for at behandle det som akkompagnement til et danseindslag, der kunne stå alene.
Fire par, ikke ét hovedpar
Fire dansepar deler tangosættet i stedet for ét fremhævet par, der bærer hele aftenen, og bevæger sig sammen fra salon-tango i tæt omfavnelse — den sociale stil, der er blevet danset på Buenos Aires' caféer i generationer, herunder flere tæt på Balcarce selv — over i en mere teatralsk scenetango med større figurer skabt til et lokale, der ser med fra borde, snarere end et fyldt milonga-gulv. At køre med fire par i stedet for ét eller to er en større investering i dansere, end mange mindre tango-only middagsshows gør, og det betyder, at tangosættet har mere variation i partnerskab og stil gennem sin længde, end et enkelt par, der gentager den samme koreografi, kunne tilbyde.
Folkemusikensemblet
Et andet ensemble, der spiller andinske og argentinske folkemusikinstrumenter frem for tangoorkestrets bandoneón-ledede format, signalerer showets bevægelse væk fra tango og bærer malambo-fodarbejdet og boleadoras-nummeret, der følger. Det er en virkelig anderledes lyd end tangoorkestret — anden instrumentering, anden rytme, anden musikalsk tradition — i stedet for at tangoorkestret blot spiller et folkemusiknummer for at variere sættet. At have et dedikeret folkemusikensemble på plakaten i stedet for at bede tangomusikerne om at dække begge traditioner er en af grundene til, at La Ventanas kompagni tæller 32 kunstnere i stedet for det mindre cast, et tangoshow i én genre ville kræve.
Boleadoras-nummeret
Boleadoras er et gaucho-redskab — vægtede snore, traditionelt brugt ude på pampasen til at bringe løbende kvæg eller vildt ned ved at vikle deres ben ind — snoet og slået mod gulvet og mod hinanden i rytme som en del af folklore-sættet, snarere end danset med i nogen tangoforståelse. Det er en særskilt fysisk færdighed fra partnerdans, tættere på en rytmisk, perkussiv soloptræden bygget op omkring snorenes vægt og momentum, og det er en af de tydeligste detaljer, der adskiller La Ventanas program fra et tango-only revy. Nummeret ligger inden for samme folklore-afsnit af showet som malambo-fodarbejdet og den andinske instrumentering båret af folkemusikensemblet.
Evita-nummeret
En sunget hyldest til Eva Perón ligger inden for samme folklore-og-historie-afsnit af programmet, båret af showets sangere frem for fortalt eller iscenesat som en kostumescene — et musikalsk nummer snarere end en teatralsk vignet. Det er en detalje, der kortvarigt flytter aftenen fra en danse- og musikforestilling til et stykke sunget argentinsk kulturhistorie, side om side med boleadoras-nummeret og malambo-fodarbejdet som et af de programelementer, der adskiller La Ventana fra de tango-only-huse i nærheden. Fordi det er en del af samme kontinuerlige folklore-sæt snarere end en separat pause, er der ingen naturlig pause på nogen af siderne at komme for sent til eller gå ud i.
Finalen, alle toogtredive sammen
Aftenens afslutning bringer tangoorkestret, folkemusikensemblet, sangerne, de fire tangopar og folklore-optrædende sammen på scenen på én gang — det eneste punkt på aftenen, hvor hele det 32 kunstnere store kompagni deler gulvet samtidigt, efter et show der mest var bygget op omkring, at tangoorkestret og folkemusikensemblet tog deres afsnit på skift frem for at optræde sammen. Det er en virkelig større finale, end et mindre cast kunne iscenesætte, simpelthen fordi der er flere optrædende at bringe på scenen på én gang, og den afslutter et program, der det meste af sin længde har bevæget sig mellem to forskellige musikalske og danse-traditioner frem for ét kontinuerligt indslag.